SE filmen nedenfor og få et glimt af Bakkegården i 1967

Rumvæsenet Orthon talte igennem denne mand, taxachauffør, Knud Weiking. - Foto: JESPER STORMLY HANSEN

http://politiken.dk/poltv/nyheder/indland/ECE1850489/her-bygges-bunkeren-til-70-gravide-kvinder/

 

 

Kapitel 1: Rumvæsen advarede taxachauffør om Jordens udslettelse juledag

Rumvæsenet Orthon talte igennem denne mand, taxachauffør, Knud Weiking. - Foto: JESPER STORMLY HANSEN

Rumvæsenet Orthon talte igennem denne mand, taxachauffør, Knud Weiking. - Foto: JESPER STORMLY HANSEN

Rumvæsenet Orthon talte igennem denne mand, taxachauffør, Knud Weiking. - Foto: JESPER STORMLY HANSEN

I 1967 mente Orthon-bevægelsen, at Jorden udslettes af atomkrig senest juledag.

 

Artikelserien i 6 kapitler bygger på interview med mere end 20 personer - involveret i Orthon-bevægelsen, observatører, naboer, kolleger og borgere i Borup.

Desuden mere end 100 avisartikler fra perioden 1967-71, udskrifter af Orthons budskaber, båndoptagelser fra møder og radioudsendelser, professor Bøje Larsens speciale fra 1968, Willy Wegners 'Ufoer over Danmark 2' og Aage Jensens bog 'Summa summarum'. Alle detaljer bygger på research.

Knud Weiking er død, og hans familie har ikke ønsket at medvirke.

København 1967. Klokken var kvart over et om natten, og hyrevognschauffør Knud Weiking havde sat sig til rette i sin stue efter endt arbejde.

Ifølge Weikings egen overlevering havde han skænket sig et glas sherry og tændt en smøg, som han skulle ryge inden sengetid. Her midt i det natlige ritual lød nu en mandsstemme i rummet:

»Sluk den cigaret, jeg vil tale med dig«.
Weiking så sig omkring i stuen, men der var ingenting at se. Og da han ikke led af sarte nerver, røg han roligt videre.

»Sluk den cigaret, jeg vil tale med dig«, lød det igen. Og Knud Weiking, der ikke var typen, der tog imod ordrer i sit eget hjem, svarede igen ved at tage et ekstra langt drag på cigaretten.

Lyset går ud
Så gik alt lyset ud i lejligheden – og ifølge én version af historien tog en usynlig kraft fat om Weikings hånd og tvang ham til at skodde cigaretten så hårdt, at han nærmest frygtede, at den ville blive presset gennem askebægeret og bordet. Uanset detaljerne tændte sig et lys i mørket, og ud af det lys strømmede stemmen.

Det var første gang, Orthon – der præsenterede sig som vor galakses hersker, reinkarnationen af Jesus, menneskeracens redningsmand – talte.

Det var natten til 20. februar 1967, og allerede aftenen efter samledes Weiking med en gruppe bekendte i Borup på Midtsjælland, hvor de blev vidner til noget temmelig utroligt: Orthon begyndte at tale gennem Knud Weiking:

»Min forandring på jordplan vil blive endelig og total«, lød de første ord.

Orthon beretter
Og folkene i stuen skrev omhyggeligt alt ned, så Orthons ord i dag kan citeres ordret. Orthon fortalte, at de tilstedeværende var særligt udvalgt til at spille en rolle i de store verdensbegivenheder, som var på vej. Hvad det var, talte han ikke konkret om her, men der var ingen tvivl om, at det var alvorligt.

»Udspillet til disse begivenheder vil begynde i Kina, gribende om sig til Rusland og Europa, til verden er et inferno af et helvede, hvoraf mit rige vil opstå som en Fugl Føniks. Jeg er en Føniks«.

Orthon forklarede, at de skulle drage til England, og efter deres besøg ville verdensbegivenhederne for alvor begynde at tage fart. Deres liv ville ændres totalt fra nu af, men de skulle ikke være bekymrede.

»Alt er såre godt«.


Udvalgte.  Taxachauffør Knud Weiking blev i 1967 åbnet som en kanal for rumvæsenet Orthon. Foto: Polfoto

De flyvende tallerkener
Sådan begyndte historien om Orthon og hans talerør i Danmark en mandag for 45 år siden. Den lille gruppe mennesker skulle senere få følgeskab af hundreder af andre afføde bunker af avisartikler og vokse til en international sensation, der kulminerede i juledagene 1967. Alt det vidste de ikke.

Til gengæld var følelsen af, at store verdensbegivenheder kunne være på vej, noget, der gnavede overalt i samfundet. Fem år tidligere havde verden været på randen af en tredje verdenskrig ved Cubakrisen, og angsten for atomkrig havde taget bolig i folk.

Den danske regering lavede beredskabsplaner for krigssamfundet, holdt store områder ubebyggede for let at kunne grave ligene ned, hvis byerne blev bombet. Og statsminister Viggo Kampmann havde sørget for at få udsendt en pjece til danskerne med gode råd ’Hvis krigen kommer’.

»De moderne våben kan ramme os, selv om landet ikke angribes direkte, og disse våben skelner ikke mellem civile og militære mål. En ny krig vil være total«, skrev statsministeren i forordet.

Det vidste man; en ny krig kunne med atomvåben indtage større og mere altødelæggende dimensioner end noget tidligere set. En ny krig kunne betyde Jordens udslettelse.

Fartøjer fra fremmede planeter
Den kolde krig medførte også et rumkapløb mellem supermagterne USA og Sovjet. Hunden Laika og manden Gagarin havde for længst været i rummet i 1967. Russerne havde endda skudt en raket hele vejen til Månen.

I USA arbejdede man på næste stadie: at sende mennesker op på Jordens arrede satellit. Mens Jorden krympede sig i frygt for et nukleart holocaust, begyndte universet at åbne sig.

Og midt i alt det frygtelige og magiske begyndte mystiske fænomener at vise sig på himlen. Gennem 1950’erne eksploderede antallet af ufo-observationer, og folk begyndte at berette om, at de flyvende tallerkener var fartøjer fra fremmede planeter.

Dokumentation

Se første artikel om Orthon-bevægelsen fra 29. oktober 1967

Ja, måske væsner derudefra var her på Jorden allerede. Måske de kunne redde os fra os selv.

Da Orthon kom til Danmark, abonnerede tusinder af indbyggerne på bladet Ufo-nyt, som opdaterede læserne med det sidste nye inden for flyvende tallerkner og andre observationer.


udvalgte.  Kommunelærer Børge Jensen kendte til lignende hændelser fra udlandet, og derfra tog det hele pludselig fart. Foto: Polfoto


Et væsen ved navn Mesteren
En af bladets redaktører var Børge Jensen, en kommunelærer fra Borup, og han lagde hjem til det første møde, hvor Orthon talte. Og ligesom de andre i gruppen havde han i årevis haft øjne og ører rettet – ikke bare mod verdensrummet – men også mod England og nogle mystiske hændelser og forudsigelser, som fandt sted der.

Ja, han var endog sammen med sin hustru og andre interesserede rejst til England for at indsamle materialer om de mystiske beskeder. Under pseudonym skrev han om de engelske hændelser i Ufo-nyt og udbredte dem til en stor læserskare.

Han skrev, hvordan et væsen, som blev omtalt som Mesteren, fra 1961 havde vist sig for den engelske ejendomsmægler Richard Grave gentagne gange og var begyndt at overlevere budskaber til ham. Særligt et af de budskaber kom til at få stor betydning i Danmark, og det lød:

»Jeg har skabt syv billeder i strålen, og senest med det første sekund af den første time af den syvende julemorgen fra nu af vil jeg have åbenbaret mig for universet ved hjælp af en atomkerneudviklingsproces«, havde væsenet sagt.

Da det blev modtaget i april 1961, var der for de overbeviste ingen tvivl om, at noget skelsættende ville ske senest julemorgen 1967. Mesteren i England forudsagde, at en større verdenskonflikt ville bryde ud og blive den afsluttende episode på menneskeligt plan.

Historien om hændelserne i England bredte sig i verden, og folk i andre lande begyndte at påstå, at også de modtog lignende budskaber.

Orthons talerør
I Danmark var det en midaldrende taxachauffør, der 20. februar 1967 kunne præsentere sig som bindeleddet mellem Mesteren – som altså her kaldte sig Orthon – og skandinaverne.

Fra Orthons side var det ikke noget helt dårligt valg af talerør. For Knud Weiking var i forvejen et karismatisk menneske. Stor og stærk, intelligent og charmerende – alvorlige øjne, mandigt skæg om munden. Hele rummet tav, når han pludselig rettede sig op, og »Orthon kom på«, som gruppen kaldte det.

Med en blød og behagelig stemme, tydelig og distingveret udtale og i et langsomt tempo med prægnante pauser lod Weiking Orthons ord strømme gennem sig. Og at Orthons verden normalt ikke var den danske, kom til udtryk i den måde, han talte på:

»Det hele hænger sammen som det, I kalder ærtehalm«, kunne han sige. Eller henvise til »det, I kalder de danske myndigheder«.

Vi ved ikke meget om Knud Weikings fortid, men dog at han sad i fængsel i 1945, og dér havde en oplevelse, som ændrede hans liv.

I samme celle sad nemlig en af Danmarks første økologiske landmænd, Jens Peter Jensen, og han begyndte at lære Knud – som dengang ikke hed Weiking, men Rasmussen – alt, hvad han vidste om universets opbygning, om reinkarnation og verdens ende, der var på vej.

Tilbage i 1945 var den senere profet en »ondskabsfuld ung mand, obsternasig og stridig på alle punkter«, sagde Jens Peter Jensen i 1967.

Stemmer på båndet
På et hævet plateau i den ene ende af en nedlagt skolestue i landsbyen Brændstrup ved Dianalund stod lederbordet. Her sad foruden Knud Weiking og skolelærer Børge Jensen også de tos hustruer, Bitten og Jytte, lillebilchaufføren Jørgen Ellesøe og officersfruen Birgit Heitmann. De var Orthons særligt udvalgte; de var De Seks.

Nede langs væggene sad tilhørerne og fik kaffe. Enkelte havde båndoptagere med, klar til at optage Orthon, hvis han »kom på«. Tilhørerne var ganske almindelige danskere med uddannelser og job.

De fleste midaldrende: en tandlæge, en advokat, en grosserer, husmødre, arbejdsmænd – og så var der også den studerende Pelle Bull, som var udsendt af Dansk Folkemindesamling og optog møderne på spolebånd.

Børge Jensens hjem i Borup blev i løbet af sensommeren 1967 alt for trangt til at huse de mange interesserede, og et ægtepar i en lille landsby nær Dianalund slog dørene op til deres skolestue.

Op mod 60 mennesker troppede op hver uge, i takt med at rygtet om bevægelsen bredte sig, og samtidig begyndte de at udgive små hæfter med Orthons budskaber, som blev sendt ud til interesserede i hele landet. Orthon-folkene sagde selv, at 1.000 mennesker fulgte med.

Orthons budskaber
Den fremadstormende bevægelse fangede interessen hos den unge handelsstuderende Bøje Larsen – han blev så fascineret, at han besluttede sig for at gå undercover i gruppen og skrive speciale om deres gerninger.

Derfor ved vi nu, at møderne begyndte klokken syv om aftenen og lå om torsdagen. Gruppen begyndte med at opridse ugens begivenheder, tale om den aktuelle storpolitiske situation, henvendelser fra pressen eller andre interesserede.

Man hørte bånd med optagelser af Orthons budskaber. Og ganske pludseligt rejste Knud Weiking sig op, stillede sig bag sin stol og lagde hænderne på stoleryggen. Al tale i rummet forstummede, folk tændte deres båndoptagere.

Meget langsomt, næsten dvælende, talte han nu. I et roligt og monotont tonefald og uden mimik eller gestus. Dog så han sine tilhørere fast i øjnene – en efter en.

Og hvad var det så, Orthon fortalte tilhørerne? Jo, han prædikede ubegrænset kærlighed og forklarede, at man ude i verdensrummet forberedte en storstilet redningsaktion, når atomkrigen kom. Orthon havde tidligere været på Jorden, under navnet Jesus, og dengang havde han fortalt, at man ville se tegn på himlen i de sidste tider.

De kommer i massevis
Stjerner ville falde fra himlen, sagde han dengang til menneskerne. Nu uddybede han:

»Det er de flyvende tallerkener, der kommer i massevis. De kommer inden ret længe. Enhver vil se dem, og de vil komme i tusindtal, senere vil de lande i millionvis«.

Men, forklarede Orthon, da de kosmiske love forbød indgriben, før det var absolut nødvendigt, ville de flyvende tallerkener først komme, når mennesket selv havde iværksat katastrofen.

»Det, der til syvende og sidst vil udløse genkomsten, det, der til sidst vil udløse denne hjælp fra rummet, det er simpelthen en kæmpe sprængladning. Jeg har sagt i England, at en menneskelig trykknapanordning vil blive bragt i anvendelse, men i stedet for katastrofen, da indtræffer min genkomst, da kommer hjælpen til Jorden. Jeg kan her løfte sløret for, hvad det drejer sig om. Det er en kæmpemæssig koboltbombe, den er fabrikeret, den ligger klar, den ligger som pression i det politiske spil. Hvis man smider denne bombe i havet, da eksploderer Jorden«, fortalte Orthon gennem Knud Weiking.

Galaksens hersker instruerede dem
Men selv om der ville blive trykket på knappen, ville bomben ikke blive sprængt. Det ville Orthon sørge for.

På det tidspunkt ville atomkrigen dog for længst være en realitet, og millioner af mennesker ville lide. Ud af de tre milliarder mennesker, der dengang levede på Jorden, ville to milliarder dø. En milliard ville blive hentet op i de flyvende tallerkener.

Operationen krævede dog hjælpere på Jorden. Orthon-gruppen – hvis medlemmer i virkeligheden ikke var af jordisk oprindelse – måtte forberede sig på at opgive deres hidtidige liv og vie sig sagen i de sidste dage. Galaksens hersker instruerede dem i at åbne et aktieselskab, så de kunne tjene penge på krigskonjunkturerne.

Juledag nærmede sig, og store ting ville ske inden da. Det vidste de alle, og det fik de ret i.

Kapitel 2: Fysiklærer allierer sig med rummets hersker

Profet. Hos Børge Jensen i Borup ophængte familien et billede af Orthon på væggen i stuen. - Foto: Polfoto
Profet. Hos Børge Jensen i Borup ophængte familien et billede af Orthon på væggen i stuen. - Foto: Polfoto

Børge Jensen starter forberedelserne til sit møde med rumvæsenet Orthon.

Profet. Hos Børge Jensen i Borup ophængte familien et billede af Orthon på væggen i stuen. - Foto: Polfoto

 

I februar 1967 begyndte rumvæsenet Orthon - Mælkevejens hersker - at bruge en københavnsk taxachauffør som talerør. En menighed samlede sig og fik fremtiden udlagt: En altudslettende atomkrig var på vej, og senest juledag skulle Jorden gå under. Men de flyvende tallerkener ville evakuere en tredjedel af Jordens befolkning, og en bedre verden blive skabt.

Længe inden der var noget, der hed Orthon-bevægelsen, mumlede folk i den lille midtsjællandske stationsby Borup om Jordens undergang. Et sagn fortalte, at det sidste skud i den sidste krig skulle falde i en by, hvor tre kirker lå så tæt, at man kunne høre klokkerne fra alle tre på samme tid.

Desuden skulle der være tre søer, som kunne ses fra hvert kirketårn. Og så skulle tårnet på den ene kirke vende forkert. Beskrivelsen passer på Borup og omegn.

Den logiske placering

I det lys var det måske ikke så underligt, at det fænomen, som nogle betragtede som galaksens hersker, Orthon, gennem sit jordiske talerør Knud Weiking i foråret 1967 valgte at placere sit center for Skandinavien netop i Borup.

I et lille rødt etplanshus på hjørnet af Bækgårdsvej og Elmevej boede kommunelærer Børge Jensen med sin hustru Jytte, som også var lærer, og deres to små børn, Jørgen og Peter, samt en rumskibsalarm, der slog ud, når en flyvende tallerkens magnetfelt kom inden for dens rækkevidde.

Børge var 35 år, havde bølget, tilbagestrøget hår og et par rynker i panden. Inde bag rynkerne gemte sig en skarp hjerne.

Han var en meget dygtig lærer, nærmest et geni, men måske også et geni, der var tippet over. Familiens hus blev centrum for Borups Åndelige Skole, som de selv kaldte foretagendet.

Inde i stuen hængte de et bomuldstryk af Orthons ansigt op på væggen, og med væsenets tunge, kærlige blik hvilende på sig udskrev de bånd med Orthons budskaber, samlede hæfter og sendte materiale ud til hele landet. Præcis som forudsagt ændrede deres liv sig markant.

Byen på Månen
I byen snakkede man om, at Børge Jensen og konen solgte næsten alle ejendele, skaffede sig gæld i Brugsen og op mod Jordens sidste dage sad på ølkasser i huset. Det år overtog Orthon deres liv.

En kollega fra skolen var ved at bygge sig et nyt hus, gik og pudsede vægge op i surt vejr og blæst sidst på året, da Børge Jensen kom forbi. Kollegaen havde hjulpet Jensen med at bygge et værksted op derhjemme, så han spurgte Børge, om han ikke lige ville røre mørtlen op engang.

»Det kan ikke betale sig, for Jorden går snart under«, sagde Børge Jensen og gik.

Henne på skolen kaldte eleverne ham for Rum-Jensen eller Tallerken-Jensen. For fysik- og matematiklæreren var usædvanlig optaget af rummet og alle rapporter om flyvende tallerkener og rumvæsener og var ret let at afspore fra undervisningen, hvis man sagde, at man havde set mystiske lys på himlen.

Undervisningen kunne godt udarte sig til regulære foredrag om rumfolk og flyvende tallerkener og forklaringer om, hvordan der lå en by på bagsiden af månen. Det varede dog ikke længe, før læreren underviste for sidste gang i Borup. Forældre klagede over ham, og han blev mere og mere fraværende.

Skolens inspektør og sekretær skrev ham den bedste anbefaling, de kunne give, og det var ved den lejlighed, at sekretæren så Børge Jensens papirer fra seminariet. Samtlige fag var bestået med topkarakter.

Men Børge Jensen fik også travlt med andre sager. Som en del af inderkredsen i Orthon-bevægelsen fungerede han som en slags pressetalsmand for gruppen, som var begyndt at annoncere i dagspressen i september.

Cocktailen af dommedag, atomkrig, flyvende tallerkener og en rumgud, der talte gennem en taxachauffør, var lige noget for pressen. Og at Orthon havde bedt gruppen om at oprette et aktieselskab, som skulle spekulere i krigsmarkedet, gjorde ikke opmærksomheden mindre. Alt det blev dog sat til vægs af endnu et påbud til de troende.

Byg jer en bunker
Orthon holdt op med at tale gennem Knud Weiking fra begyndelsen af oktober, men chaufføren fik dog fortsat 'inspirationer', som gav anvisninger til, hvad gruppen skulle gøre for at forberede sig til krigen og evakueringen.

Midtsjælland var med sine særlige energifelter udset til en vigtig rolle i de flyvende tallerkners redningsaktion. Det ville blive et af de siste steder, som evakueredes. Og selv om rumvæsenerne kunne skærme folk her mod bomberne, kunne de ikke gøre noget ved radioaktiviteten.

Orthon gav en inspiration til Knud Weiking, som på et af de ugentlige kaffemøder på Brændstrup Nedlagte Skole præsenterede det for menigheden:

Orthon krævede 25 ton bly valset ud i 4 millimeters tykkelse. Blyet skulle bruges som tag på en kæmpemæssig atomsikker bunker, som de i fællesskab skulle bygge.

Beskyttelsesrummet skulle huse 70 gravide kvinder og spædbørn - samt lægepersonale, der kunne tage sig af nogle af de for tidligt fremprovokerede fødsler, som krigsangsten nødvendigvis ville medføre i de sidste forfærdelige dage, inden redningsaktionen blev gennemført.

Først til mølle

Ekstra Bladet, som på dette tidspunkt havde godt fat i historien, kunne 10. november afsløre planen under overskriften 'Orthon kræver kvart million til hul i jorden'. Børge Jensen sagde, at han først for en måned siden forstod, at det var Orthons vilje.

»Da vi fik opfordringen, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op med den, men vi lagde problemet frem på mødet, og det er givet, at sådan et beskyttelsesrum kun kan laves på frivillig basis. Nogle må tage en spade og begynde at grave, mens andre selvfølgelig kan betale sig fra det«, forklarede Børge Jensen.

Pladserne til de gravide kvinder ville blive fordelt efter først til mølle-princippet.

Med under to måneder til Jordens udslettelse stod Orthon-folkene nu med en kæmpe opgave. I pressen sagde ingeniører, teknikere og kloge hoveder, at gruppens plan var komplet umulig.

  

Kapitel 3: Byg en atombunker til 70 gravide

Arbejdsomme. Det blev en international historie i pressen, da Borupfolkene begyndte at bygge en atombunker. - Foto: Polfoto

Arbejdsomme. Det blev en international historie i pressen, da Borupfolkene begyndte at bygge en atombunker. - Foto: Polfoto

Arbejdsomme. Det blev en international historie i pressen, da Borupfolkene begyndte at bygge en atombunker. - Foto: Polfoto

Rumvæsenet Orthon befaler, at Borup-folkene skal bygge et beskyttelsesrum af bly.

 

Hvis du læser dette, er Jorden nok ikke gået under. Rundt omkring på kloden var der ellers en del mennesker, der havde forudsagt, at verden ville ende i går, 21. december, hvor mayafolkets kalender udløb. På samme måde troede en gruppe danskere, at Jorden ville gå under i atomkrig senest juledag 1967. Flyvende tallerkener ville redde en tredjedel af Jordens befolkning, havde galaksens hersker, Orthon, fortalt dem gennem sit talerør på Jorden - den københavnske taxachauffør Knud Weiking.

På en køretur ud ad Borupvej mod landsbyen Snekkerup fik Knud Weiking en inspiration fra Orthon. Derinde ved den tredje gård efter skovbrynet skulle bunkeren ligge.

De kørte ind og bankede på, og ejeren - kontormand Frej Jessen Petersen - kunne straks forstå, at han skulle lægge jord til det beskyttelsesrum, som galaksekongen ønskede sig.

Ikke det eneste problem

Men det var dog ikke det eneste problem, der skulle løses. Orthon havde forklaret, at der skulle lægges et lag af fire millimeter blyplader over bunkerens tag, inden den blev tildækket med jord. Problemet var bare, hvordan man skaffede de 25 ton bly?

250 kilometer borte, i Kliplev i Sønderjylland, havde tømrermester Herlev Cornelsen fulgt interesseret med i Orthon-gruppens arbejde. Gennem sit abonnement på Ufo-nyt kunne han følge med i budskaberne fra rummet, som interesserede ham umådeligt.

Orthon.  Billede af rummets hersker, som forudså jordens udslettelse.
Det faldt da så heldigt, at tømrermesteren sidst på året skulle til opmålerkursus i Kalundborg, og da han alligevel havde krydset bælterne, kunne han lige så godt besøge folkene i Borup.

En torsdag aften - til det ugentlige møde på Brændstrups nedlagte skole - troppede han så op og satte sig tilfældigvis ved siden af gruppens sagfører, Vagn Ohrt fra Sorø.

Det var ham, der stod for at håndtere pengene - både dem, der blev investeret i gruppens aktieselskab til krigsspekulation, og de mange penge, som frivillige i hele landet betalte til opførelsen af Orthons bunker.


Problemknuser
Der blev diskuteret i gruppen den aften. Knud Weiking var rådvild. Bly var ikke noget, der sådan lige kunne skaffes - og slet ikke i de mængder, mente han. Heller ingen andre havde gode forslag. Lige undtagen den nyankomne Herlev Cornelsen. Tømrermesteren rakte hånden i vejret og tog ordet.

»Har I nogensinde hørt om det, der hedder blikkenslagere«, spurgte han udfordrende.Forsamlingen tav.

»Blikkenslagere bruger tonsvis af bly hver dag - sikkert lige så meget, som I skal bruge. Selvfølgelig kan man skaffe bly«.

Knud Weiking og de andre lyttede opmærksomt og spurgte så, om ikke Herlev Cornelsen ville stå for at indkøbe blyet i samarbejde med sin sidemand, sagføreren?

Jo, det ville han såmænd gerne. Dagen efter pjækkede Herlev Cornelsen fra sit opmålerkursus, og sammen med sagføreren bestilte han 25 ton bly hos Nordisk Kabel og Tråd. De fik det valset ud i den ønskede tykkelse og kørt ud til Frej Jessens hus. Pris 60.000 kroner. Og så drog Herlev Cornelsen hjem til Sønderjylland igen.

Penge fra hele verden
Pressen interesserede sig selvsagt ganske meget for aktiviteterne i Borup.

Da december nærmede sig, kunne man knap åbne en avis uden at støde på et interview med en af gruppens ledere. Samtidig var der stor efterspørgsel på de hæfter, som gruppen havde fået trykt.

De indeholdt udskrifter af udvalgte budskaber fra Orthon, og da rummanden havde pålagt gruppen ikke at missionere, måtte interesserede skrive til postboks 13 i Borup for at få noget at vide. Lillebilchauffør Jørgen Ellesøe, indercirklens sjove mand og joker, gik hver dag ned og tømte postboksen for indhold.

Han var flyttet ind hos Børge Jensen i Borup, men inden han vendte tilbage til rødstenshuset, besøgte han altid sin flinke genbo og lukkede posten op.

Valuta fra hele verden, sedler og checks raslede ud af konvolutterne. Pengene blev lagt i én bunke og de tomme konvolutter i en anden. Og så sagde Ellesøe hver gang det samme:

»Så blev der også råd til en kasse øl i dag«.

Det var med at nyde det, så længe det varede. Orthon havde ordret forudsagt, at hverken Carlsberg eller Tuborg ville stå tilbage efter atomkrigen.

Ingen byggetilladelse

Da det blev december, gik ingen af gruppens kernemedlemmer på arbejde længere, men viede al deres tid til sagen og levede af hjælp fra andre interesserede.

Og selv om krigen ikke rørte på sig nogen steder i verden, var folk faste i troen. Til Danmarks Radio forklarede Jørgen Ellesøe, at de seks i indercirklen var blevet udvalgt til at udføre »det her knokkelarbejde« på grund af en dumhed, de tidligere havde begået. Hvad det var, blev dog holdt hemmeligt længe endnu.

I myndighedernes øjne var gruppen ved at begå endnu en dumhed. Sognerådet ville under ingen omstændigheder give byggetilladelse, og også amtet sagde nej. Men gruppen skaffede en gravemaskine og arbejdede sig langsomt ned i de 6 meters dybde, som det 340 kvadratmeter store byggeri skulle ligge i.

»Vi graver lige så stille hullet. Det kan ingen forbyde os. Ingen kan heller forhindre os i at tømre noget sammen ved siden af hullet«, sagde Børge Jensen i B.T. 1. december.

»Det går der nok 14 dage med, og så har verdenssituationen nok udviklet sig så voldsomt, at ingen mere tænker over byggevedtægter eller dispositionsplaner, men i stedet kommer stormende for at hjælpe med at få beskyttelsesrummet inden jul«.

Trods den stålsatte vilje var Orthon-folkene godt klar over, at ingen af dem selv var erfarne nok til at gennemføre byggeriet. De havde brug for en med forstand på den slags.

I mangler ingen tømrer
Hjemme i Sønderjylland havde Herlev Cornelsen modtaget en inspiration. Og ikke mange dage senere ringede folkene fra Borup.

De fortalte, at de manglede en tømrermester til at bygge bunkeren.

»Nej«, svarede Herlev Cornelsen.

»Det gør I ikke«.

Det kunne de ikke forstå i den anden ende af røret, så Herlev Cornelsen gjorde det klart.

»Det er mig, der skal bygge den bunker«.

Flere læs tømmer blev bestilt fra Sverige, og Cornelsen samlede seks svende. Sammen drog de mod Borup.

Kapitel 4: Bunkeren er klar, men hvor er atomkrigen?

Færdig. Bagerst lå beboelseskvarteret til de gravide kvinder. Forrest skulle være operationsstue med lægepersonale, der kunne tage sig af kvinderne. Over taget blev lagt 4 mm bly og til sidst et tykt lag jord. - Foto: Polfoto

Færdig. Bagerst lå beboelseskvarteret til de gravide kvinder. Forrest skulle være operationsstue med lægepersonale, der kunne tage sig af kvinderne. Over taget blev lagt 4 mm bly og til sidst et tykt lag jord. - Foto: Polfoto

Færdig. Bagerst lå beboelseskvarteret til de gravide kvinder. Forrest skulle være operationsstue med lægepersonale, der kunne tage sig af kvinderne. Over taget blev lagt 4 mm bly og til sidst et tykt lag jord. - Foto: Polfoto

Orthon-gruppens atombunker i Borup bliver færdig og aflåst lillejuleaften

at opføre en atomsikker bunker til 70 gravide kvinder. Da atomkrigen skulle ramme senest juledag 1967, og det allerede var december, havde de overordentlig travlt.

To hvide gavle skyder op af snelandskabet på Borupvej et par kilometer uden for Borup.

»Det er her, det er her«, siger en mand med gråt, krøllet pagehår omme fra bagsædet. Vi svinger ind og parkerer ved kastanjetræet bag huset.

De afklædte grene hænger mørkt over den frosne jord, præcis som de gjorde for 45 år siden, da huset var beboet af en mand, der hed Frej Jessen Petersen. Den midaldrende kontormand delte husmandsstedet med en ung mand, der hed Jens.

Hans stedsøn, forklarede han, mens naboerne sladrede om, at der vist ikke kun var familiære følelser de to imellem.

Glemt
Bortset fra huset, hegnet og kastanjen er sporene væk. Hverken de menneskelige beboere, kalkunerne Oberon og Titania eller aben Zimmerman, der også boede her, har efterladt fysiske aftryk. Men de lever stærkt i egnens hukommelse – og i avisarkiver i hele landet.

Denne ydmyge plet på danmarkskortet var i en kort overgang landets nok mest berømte stykke jord. Den var centrum for et ambitiøst, men i dag temmelig glemt koldkrigsbyggeri, hvis opførelse gik verden rundt.

Ikke bare de danske medier gik vinteragurk; både svensk tv og britiske BBC var forbi for at optage det sælsomme syn på marken bag huset. Ja, så langt borte som i Pakistan var opmærksomheden rettet mod hændelserne her. H

Og det hele var naturligvis foranlediget af galaksens hersker, rumvæsenet Orthon, som i 1967 havde anmodet en gruppe mennesker om at bygge en atombunker uden for Borup.

Mellem hegnet og kastanjen lå 25 ton bly valset ud i plader og rullet sammen. Store stabler tømmer tårnede sig op ved siden af og var i vældighed for intet at regne i forhold til de bjerge af jord, som en orange gravemaskine havde skovlet op af den bløde mark et par hundrede meter væk.
 
Foto: Polfoto


To milliarder skulle dø
Vi trasker gennem pudderet og ud mod den tidligere byggeplads. En lille bakke strækker sig mod en klynge træer, to dådyr springer gennem sneen, og den gråhårede mand begynder at fortælle:

»Det lå lige her, gravet ind i bakken og med store stolper ned i jorden og store entreprenørmaskiner. Det var et voldsomt stort projekt«, siger han.

Manden er Poul Egede Hansen, borupborger og saftevandskonge på Søbogaard. Han havde Børge Jensen som fysiklærer i 3. real og blev undervist i rumskibe og fremmede kloder. Så da Orthon-bevægelsen begyndte at grave hul i marken, bød Poul Egedes nysgerrighed ham at tage ud og betragte det sælsomme syn.

Nede i hullet rendte en sværm af frivillige rundt og hamrede og bankede for at opføre træskelettet til bunkeren. Den skulle fylde 340 kvadratmeter og indeholde en beboelsesdel og en operationsstue.

Formålet med bunkeren var at kunne fungere som beskyttelse for 70 gravide kvinder, børn og lægepersonale inden Jordens undergang – eller Jordens overgang, som gruppens medlemmer opfattede det som.

To milliarder mennesker skulle dø, og en milliard reddes fra atomkrigen senest juledag, men de døde ville blive reinkarneret og leve videre på andre planeter. Jorden ville stå stille et sekund og aksen tippe over og ændre jordoverfladen.

Så ville rumvæsenerne rense atmosfæren for radioaktivitet og landsætte de reddede mennesker, som oplyste af mødet med de højerestående væsener ville opbygge det profeterede tusindårsrige på Jorden, hvor løven græsser side om side med lammet.

I gruppens optik var atomkrigen ikke en katastrofe, men en nødvendig lutren af menneskets sind og ånd for at skabe noget bedre. Det stod klart. Orthon havde selv fortalt dem det.

Amerikanerne angriber
Under Poul Egedes gummistøvler er bare den frosne jord tilbage. Bunkerens konstruktion bestod af uimprægneret træ og er for længst tæret bort. Gulvet var et lag grus, og man måtte forvente våde fødder, når vandet fra den nærliggende mose begyndte at sive ind.

Når alt kom til alt, forklarede Orthon-gruppens ledelse, var bunkeren mest af alt en symbolsk handling. Mennesket måtte vise sin vilje til næstekærlighed – til ved frivilligt arbejde at hjælpe hinanden gennem krigen. Dét var det egentlige formål med bunkeren – for uden viljen til selvhjælp, ingen redningsaktion fra rummet.

12. december 1967 bragte Information et længere interview med gruppens talsmand, Børge Jensen, hvor han forklarede, at Orthons ord var et glædesbudskab, og skråsikkert sagde, at der ikke eksisterede noget hvis.

Man vidste nøje, hvordan krigen ville komme: Amerikanerne ville invadere Nordvietnam, hvilket ville udløse en slags dominoeffekt, hvor Kina og Sovjet blev inddraget, og sværme af atombomber ville fyge mellem Øst og Vest.

»Derpå vil alt forandres til et inferno af ild og ødelæggelse«.

Gruppens medlemmer var overordentlig tilfredse med interviewet i Information. Bladet antog nemlig ikke, at gruppen var et svindelnummer, men en flok overbeviste og dedikerede mennesker, der var villige til at ofre deres for menneskehedens overlevelse og ondskabens endeligt.
 tale gennem taxachauffør

Da de troende mødtes dagen efter artiklen – altså 13. december, 11 dage inden dommedag – var overbevisningen om det nært forestående stadig urokkelig. De 70 mødedeltagere fik et farvel med af Knud Weiking:

»På gensyn i skyen«.

Tvivlen kommer snigende
Og hvad ingen kommentatorer havde forestillet sig muligt, rejste sig i et mudderhul uden for Borup, dag for dag. 10-15 af de troende knoklede på fuld tid med byggeriet, og den sønderjyske tømrermester Herlev Cornelsen og seks svende sørgede for, at konstruktionen blev rejst i løbet at få uger.

Hjælpen kom alle steder fra. En elektriker drog for eksempel hele vejen fra Aalborg – på trods af at hans kone truede ham med skilsmisse – til Borup for at give en hånd med.

21. december rullede man blyet ud over taget, og dagen efter dækkede man det til med jord. Det gik så stærkt, at en del af konstruktionen blev skævvredet, da man skubbede jord ned fra siderne.

Mens aviser og blade skrev løs om deres arbejde, var der stadig ingen tegn på optræk til atomkrig. Herlev Cornelsen havde da også bestilt billet hjem til Sønderjylland, hvor han havde tænkt sig at holde jul med familien.

Det skulle talsmanden Børge Jensen til gengæld ikke. 19. december sagde han til B.T., at der hverken ville blive juletræ, julegaver eller julefest i det lille hjem.

Derefter drog han til England for at lade sig interviewe af David Frost på ITV, og måske tvivlen da havde indfundet sig: Da han blev spurgt, om han ville komme igen til et interview efter jul, sagde han ja.

Et forklaringsproblem
I dag klokken 12 for præcis 45 år siden gik Knud Weiking ud og satte en hængelås på bunkeren. På ordre fra Orthon. Tre dage forinden havde hans voksne datter, der var dybt involveret i arbejdet, bestilt tid hos tandlægen – efter jul.

Men på trods af at bunkeren endnu manglede de planlagte varme- og ventilations- og luftfiltreringsanlæg, operationsstuen ikke var klar – for slet ikke at tale om manglen på gravide kvinder, så stod bunkeren der altså.

Der var bare ikke brug for den lige nu.

Samme dag kunne man i Aktuelt læse, at Børge Jensen skam skulle holde en helt almindelig jul med familien. Orthon havde lovet at åbenbare sig for universet senest julenat, men atomkrigen ville først komme senere. Selv regnede han med, at åbenbaringen ville finde sted i form af en formation af flyvende tallerkener på himlen.

Det ændrede dog ikke på, at gruppen stod med et forklaringsproblem: Orthon skulle manifestere sig i en atomkerneudviklingsproces senest julenat. Løsningen skulle vise sig at komme fra et helt uventet sted.

Kapitel 5: Festmusiker redder julen med rumskibsplaner

Inspireret. Mere end et årti inden Orthon dukkede op, havde musikeren Aage Jensen arbejdet på tegninger og udregninger så komplicerede, at ingen videnskabsmænd forstod et klap af det. Her viser han tegningen frem sammen med sin datter Gunver. - Foto: Jesper Stormly(Arkiv)

Mere end et årti inden Orthon dukkede op, havde musikeren Aage Jensen arbejdet på tegninger og udregninger så komplicerede, at ingen videnskabsmænd forstod et klap af det. Her viser han tegningen frem sammen med sin datter Gunver. - Foto: Jesper Stormly(Arkiv)

Inspireret. Mere end et årti inden Orthon dukkede op, havde musikeren Aage Jensen arbejdet på tegninger og udregninger så komplicerede, at ingen videnskabsmænd forstod et klap af det. Her viser han tegningen frem sammen med sin datter Gunver. - Foto: Jesper Stormly(Arkiv)

Én dag inden Jordens undergang indser Knud Weiking, at de har misforstået Orthon.

Orthon-bevægelsen havde aflåst deres bunker og ventede på, at rumvæsenet Orthon ville manifestere sig for universet senest med første sekund af julemorgen 1967. Tiden var ved at rinde ud.

En lang række forbløffende sammenfald havde ramt den københavnske festmusiker Aage Jensen de seneste 14 år.

Ikke nok med, at han havde modtaget 81 rimende vers via en slags guddommelig inspiration, han havde også i årevis arbejdet på tegninger og udregninger til en maskine, som han ikke vidste hvad var, men dog forstod overgik konventionelle videnskabsfolks fatteevne.

Den store danske atomfysiker Niels Bohr afviste at mødes med ham, da emnet gik ud over, hvad hans Instituttet for Teoretisk Fysik arbejdede med. Sådan gik det hele vejen rundt, når han talte med de såkaldt lærde.

Ingen lyttede

Selv havde Aage Jensen kombineret udvalgte vers fra en mystisk rebus, Summa Summarum, med en række automatbreve, som en bekendt havde skrevet i en slags trance.

Dem tilsatte han tal fra Keopspyramiden, foretog en række beregninger og tegnede en maskine, der skulle være en ny fredelig energikilde.

Modsat den kendte atomkraft, hvor man spaltede atomer, kunne hans maskine generere atomer. Det byggede på den universelle energi gemt i pyramiden og trak sin kraft fra »en elementarpartikels ukendte punktmagnetisme ensbetydende med en kerneudviklingsproces«, som han skrev rundt til pressen.

Men ingen lyttede. Heller ikke Orthon-folkene, som han kontaktede langt tidligere på året. Jo, de var da interesserede i hans maskine, men hurtigt fik de andet at se til.

End ikke i december, hvor Aage Jensen havde haft en tilbagevendende drøm, der forudså, at Orthon-gruppens beskyttelsesrum på en mark ved Borup blot var en skinmanøvre, blev der lyttet til ham.

I drømmen besøgte Orthons talerør, Knud Weiking, ham grædende, fuldstændig i vildrede og spurgte ham til råds. Aage Jensen forklarede ham, at hændelserne i Borup udelukkende havde til formål at gøre profetien alment kendt og vildlede offentligheden, mens den virkelige profeti gik i opfyldelse i al ubemærkethed.

Siden havde Aage Jensen forsøgt at gøre sin udlægning af sagen - at hans atommaskine var opfyldelsen af profetien - kendt for offentligheden, men pressen gad ikke skrive om det.

Som en sidste desperat handling forsøgte han at ringe til Knud Weiking juleaftensdag. Telefonen var død.

Forvirring i Brønshøj
Hjemme hos Knud Weiking i Brønshøj var der lagt op til en stille og rolig juleaften med den nærmeste familie. Der var ingen planer om kontakt med hverken folkene i Borup eller med pressen.

Det ved vi, fordi den økonomistuderende Bøje Larsen havde infiltreret bevægelsen for at skrive speciale om, hvad der sker, når profetier fejler. Han var hos Weiking juleaftensdag, og sent om aftenen indtalte han sine oplevelser på bånd og nedskrev bagefter observationerne fra den sælsomme dag:

»Knud Weiking var meget svag - meget forvirret - meget rystet og mere usikker, end jeg nogensinde har set ham«, begynder han.

Skønt telefonen var i stykker, kom der pludselig et opkald igennem. Det var Aage Jensen, som fortalte om sin drøm, og da forbindelsen var for dårlig, besluttede Knud Weiking modvilligt at tage ud til musikeren. Bøje Larsen tog med.

Her skal det lige opfriskes, hvad det var for en profeti, som Orthon-folkene i Danmark byggede meget af deres tro op omkring.

I 1961 havde en mystisk skikkelse - som skulle være lig Orthon - åbenbaret sig for en engelsk ejendomsmægler og sagt disse ord: »Senest med det første sekund af den første time af den syvende julemorgen fra nu af vil jeg have åbenbaret mig for universet ved hjælp af en atomkerneudviklingsproces«.

Åbenbaringen i tegningerne

Den sætning blev omdrejningspunkt for bevægelsens overbevisning om, at atomkrigen ville rasere Jorden senest juledag 1967. Men musikeren Aage Jensen havde også læst åbenbaringen og var kommet frem til en ganske anden konklusion.

Han havde tegnet en maskine, der skulle kunne skabe atomer i stedet for at spalte dem. Og ved et foredrag i Psykisk Forening 3. november havde han præsenteret sine tegninger for publikum.

Hans overbevisning var, at det var dér - i hans tegninger, i hans præsentation - Mesterens åbenbaring for universet lå. Spådommen var altså gået i opfyldelse.

Da Weiking ankom til musikerens hjem på Amager, var han fuldkommen i vildrede og kunne ikke finde hoved og hale i Aage Jensens forklaring, selv om musikeren velvilligt afspillede båndoptagelser fra sin optræden i Psykisk Forening (en optræden, der blandt andet bestod af en fiktiv telefonsamtale med Jules Verne). Bøje Larsen skriver videre:

»Da vi havde hørt disse bånd og Aage Jensens udlægning, var Knud Weiking virkelig i syv sind. Skulle han grine ad det - skulle han afvise det - skulle han acceptere det?«.

Den indre Orthon

Med ét besluttede han sig. En indre stemme - Orthons - sagde: »Forløbet er rigtigt, fortsæt med det«.

Weiking blev helt ophidset, lånte telefonen og ringede til Børge Jensen i Borup.

»Det må der gøres noget ved«, instruerede han autoritært. Jensen skulle indkalde den samlede danske presse til pressekonference.

Fra at have været sur og irritabel skiftede Weiking personlighed. Han blev munter og hjertelig og gik ud i køkkenet, hvor Aage Jensens kone var i gang med at forberede julemiddagen.

»Nåda, der steges nok«, sagde han.

»Det er jo ikke let at være husmor op under jul«.

Da han tog afsked med Aage Jensen, faldt de to mænd hinanden om halsen, og Weiking kyssede musikeren til afsked.

»Så blev det alligevel en god jul«, sagde Weiking og forlod stedet for at drage til Borup og fremlægge Aage Jensens tegninger for pressen. Weiking var overbevist om, at det måtte være tegningerne til motoren til et rumskib.

Tallerkenerne kommer
Kun to journalister dukkede op til pressekonferencen, og da aviserne ligesom i dag holdt udgivelsespause 25. december, må vi gemme reaktionerne til 2. juledag. Men lad os få afsluttet juleaften i Borup.

Da folk i de små midtsjællandske hjem havde tygget julemaden af munden, delt gaver ud og danset om træet, satte en stor del af dem sig nemlig ind i deres biler og kørt ud mod bunkeren uden for Borup. De ville se, om rumskibene kom.

Det blev et vanvittigt trafikkaos, som man stadig taler om i Borup i dag.

En kilometerlang kø af biler blokerede Borupvej, og almindelige mennesker på vej hjem fra juleaften måtte se sig fanget i kaosset. Dér stod folk - nogle siger op mod 1.000 mennesker - og gloede mod himlen, mens de frøs om tæerne.

Én historie siger, at der blandt de mange biler holdt en kæmpemæssig hvid Rolls-Royce, som en svensker havde kørt hele vejen derned i håbet om at blive taget op af rumskibene.

Men ingen verdens ting skete. Ikke så meget som et stjerneskud.

Bortset fra henne ved Børge Jensens hus. Unge lømler stod udenfor og kastede med gammelt porcelæn, mens de hånende råbte:

»Her er de flyvende tallerkener«.

Kapitel 6: Orthon giver stadig håb

Senere. Tiden står stille, mens mennesket går gennem den, siger Orthon. I dag har vi bevæget os derhen, hvor bunkeren er rådnet op. - Foto: Polfoto
Tiden står stille, mens mennesket går gennem den, siger Orthon. I dag har vi bevæget os derhen, hvor bunkeren er rådnet op. - Foto: Polfoto

Senere. Tiden står stille, mens mennesket går gennem den, siger Orthon. I dag har vi bevæget os derhen, hvor bunkeren er rådnet op. - Foto: Polfoto

Julemorgen i 1967 udebliver dommedag. I dag har nogle af de sidste troende 4.000 sider med budskaber fra rummet - og en kommode fyldt med mystiske kassettebånd.

Dagen inden dommedag indkaldte Knud Weiking til pressemøde og forklarede, at de havde misforstået Orthon. Atomkrigen var på vej, men ikke lige nu, og først skulle man bygge en rumskibsmotor, som en københavnsk musiker havde tegnet ud fra Keopspyramidens mål.

Aldrig nogensinde havde bageren i Borup solgt så meget brød og kage som 26. december for 45 år siden.

Folk fra hele Sjælland strømmede til den lille stationsby på juleudflugt for at se tidens måske mest omtalte byggeri. I virkeligheden var der ikke meget at se, for atombunkeren, som Orthon-folkene havde bygget, lå jo under jorden.

Oppe på marken var klasket et bjerg af jord op, og ubrugte tømmerstokke lå som mikadostænger i sølet. Og så var der en nedgang til en dør med hængelås på.

Men snuppede man Ekstra Bladet med i forbindelse med sit bagerbesøg, fik man Orthon for alle pengene. Under overskriften ’Orthon-folkene går over gevind’, gik bladet til biddet. Efter atomkrigens og de flyvende tallerkeners udeblivelse, var en ny opgave blevet stillet Orthon-disciplene, skrev man. De skulle selv bygge en flyvende tallerken:

»Med dette nyeste forrykte sludder, har man lov at fastslå, at Orthon-gruppen efterhånden er derude, hvor selv den stærkest troende ikke kan bunde«, skrev bladet.

Byggeriet fungerede ligesom korsfæstelsen
Men de havde undervurderet de troendes engagement.

55 medlemmer troppede op til et hasteindkaldt møde 28. december, og ingen – bortset fra en evig kværulant – satte spørgsmålstegn ved forløbet. Knud Weiking holdt sig ude bagved under mødet, men to møder senere var han tilbage ved lederbordet.

Og så skete det, 17. januar, at Orthon vendte tilbage til menneskerne efter måneders tavshed. Et af de menige medlemmer havde rejst sig og ymtede ordet ’bjergprædiken’, og på det stikord blev Knud Weikings krop overtaget af Orthon. Han rejste sig og afbrød brutalt den anden med ordene:

»Som jeg sagde i det, I kalder min bjergprædiken«.

KAPITEL 3Byg en atombunker til 70 gravide

En synlig lettelse bredte sig i lokalet, og en oprømt stemning indtog tilhørerne.


Trafikkaos.  Bilerne spærrede al trafik på Borupvej, da op mod 1.000 mennesker opsøgte Orthons bunker julenat. Foto: Poul Egede Hansen

Senere på aftenen vendte Orthon tilbage og forklarede dem sagens rette sammenhæng: Da universets love forbød at lade menneskerne få adgang til stærkere tekniske kræfter, end de allerede besad, kunne rumskibene ikke gennemføre nogen redningsaktion, da rumteknologien jo var noget foran den jordiske.

Derfor var de blevet overdraget tegningerne til en rumskibsmotor, og når de havde bygget denne, ville det cirka passe med atomkrigens udbrud, og så kunne redningsaktionen blive mulig, da menneskets teknologi nu matchede rumfolkenes.

Og bunkeren? Jo, som det hele tiden havde været antydet, drejede det sig jo om en symbolsk handling. Med byggeriet fik Orthon for alvor gjort bevægelsen og sine budskaber kendte i offentligheden. Ligesom ved korsfæstelsen.

4.000 sider med Orthons ord
Herlev Cornelsen sidder sammenbøjet foran sin computerskærm inde i et hvidt hus lige op og ned ad Middelfartbanen.

Manden, der skaffede bly til Orthons bunker, tømrermesteren, der drog til Sjælland med seks svende og byggede bunkeren, er nu 77 år gammel. Han ligner ellers sig selv fra de gamle billeder – bortset fra håret, der er væk. Cornelsen markerer et par linjers tekst med musen. Computerskærmen giver genskær i hans brilleglas.

Til venstre for ham hænger familiebilleder på væggen, og over dem hænger et større billede af en langhåret og skægget mandsperson, som kigger mildt ud i rummet. Det er Orthon. Fra køkkenet breder sig en duft af vegetarfrikadeller.

»Så er den rettet. Jeg synes, den er god, den der«, siger Herlev Cornelsen, der lige har fremhævet et tekststykke med fed:

»Sand kærlighed er en nøgtern indstilling til livet på en sådan måde, at man erkender livet guddommeligt skabt på vej mod større fuldkommenhed uanset, hvad dette liv ellers manifesterer i form af sind, ånd eller skikkelse«.

Det er Orthons ord, og dem er der mange af. Herlev Cornelsen har skrevet omtrent 4.000 sider ind på sin computer. Lige siden han byggede bunkeren i Borup, har han været aktiv i bevægelsen.

Alene i vished
I årene efter det bemærkelsesværdige efterår i Borup svandt offentlighedens interesse for Orthon-bevægelsen lige så langsomt.

Jo, dommedag blev forsøgt forudset et par gange mere, men uden held. Og som årene gik, kunne man en sjælden gang læse om, hvordan splid ramte indercirklen. Så blev der tyst.

Tak til ham, der førte min hånd. Tak Orthon

Birgit Cornelsen

Men rundt omkring i Danmark holdt små menigheder fast i budskaberne, som fortsat strømmedegennem Knud Weiking år efter år. Da det gik bedst, var der grupper i både Odense, Middelfart, Sønderborg, Fakse og København. I Sønderjylland sad Herlev Cornelsen, tømrermesteren, og trodsede sin ordblindhed ved at skrive båndene med Orthons budskaber ud.

Det var som at vandre over Himalaya: Tag et skridt ad gangen, se dig aldrig tilbage. På Fyn sad en kvinde ved navn Birgit, og første gang, hun hørte navnet Orthon, faldt noget på plads i hende. Her var meningen med hendes liv.

LÆS OGSÅ Religionshistoriker: Orthon-bevægelsen var et spejl af tiden

Hun dannede sin egen lille kreds på Fyn, og her i huset ved jernbanen er ikke mindre end 28 budskaber fra Orthon blevet overbragt menneskerne gennem årene frem til 1985, hvor Orthon holdt op med at tale. Birgit renskrev kladder fra Sønderjylland, og en dag mødte hun og Herlev Cornelsen hinanden, og de blev gift.

At Orthons budskaber er sandheden, er de ikke i tvivl om. Men de står efterhånden alene med deres vished og har ikke været i konktakt med nogen af de andre i rigtig mange år. Jo, de har godt hørt, at Knud Weiking døde for seks år siden, men at en anden vigtig person også er væk, er helt nyt for dem. Det er ni år siden, han døde.

»Vi står fuldstændig i et tomrum«, siger Birgit Cornelsen så.

Den sidste ø?
Ægteparret udgør deres egen lille ø af tro, og uden deres vidende er selve kontinentet ved at synke i havet ude bag horisonten. Men, siger de, hvad der end sker med Sagen, er det udtryk for Orthons vilje.

Herlev og Birgit Cornelsen drikker grøn te og spiser vegetarmad. Rygeost og radiser, selleripostej og svampefrikadeller. De slår intet ihjel og vil heller ikke tvinge andre til det gennem deres forbrug.

»Man får en enorm ydmyghed over for alle. Det er en opdragelse i næstekærlighed. Og respekt. For enhver går i det lys, som for dem er det rigtige«, siger Birgit Cornelsen.

Selv fluer i hjemmet bliver fanget med hånden og sat udenfor. Aldrig dræbe.

»Hvis man ikke spiser kød, så ændrer man bevidsthed«, siger Herlev Cornelsen mellem mundfuldene.

»Det var dét, der skete i julen 1967. Vi troede, at alt skulle blive nyt, da året var forbi: Intet kongehus, en ny jord, en ny sol – og det skete jo ikke. Og dog«.

»Bevidstheden var ændret«.

Ubegrænset kærlighed
Flere tidligere medlemmer af bevægelsen – som har bedt om ikke at blive nævnt ved navn her – har udtrykt tvivl om, hvor ren en kanal Knud Weiking var.

De mener alle, at han var medium for noget uforklarligt, men spørger sig selv, om ikke Weikings underbevidsthed har farvet udsagnene.

Jeg fremlægger mistanken over for Birgit Cornelsen, som tager mig i armen og siger:

»Jeg tror, du skal høre et bånd nu«.

Hendes mand har allerede gjort deres eneste bånd fra 1967 klar i båndoptageren. Det suser i højttalerne, og der i støjen træder Knud Weikings stemme frem:

»Ubegrænset kærlighed – ja, det er ubegrænset kærlighed, der skal strømme ud fra jer, det er ubegrænset kærlighed, I skal møde jeres medmennesker med, det er ubegrænset kærlighed, I skal komme til mig med«.


Tak, Orthon
Vi spiser æblekage med flødeskum, drikker kaffe og hører tre kvarter af den såkaldte ’Stueprædiken’ fra 1967, hvor Orthon fortæller om kærligheden.

Som mørket sænker sig over Vestfyn tænder Birgit Cornelsen lys i flere lamper af udhulet rosakvarts. De spreder et varmt lys på væggene, og op på Orthon, der hænger øverst på en baggrund af guldpapir.


Dedikeret.  Lige siden Herlev Cornelsen byggede bunkeren i 1967, har han brugt sin tid på Orthon. Foto: Polfoto»

Forstå det ret. Når I elsker jeres medmenneske, gør I det jo ikke ondt. I vil ikke slå det med ord under nogen form. Har I ikke hørt menneskerne råbe til hinanden, skrige til hinanden, slået med ord? Og hvad har det resulteret i? Strid og spektakel, krig og kiv og alt andet, netop fordi der ingen forståelse var af ubegrænset kærlighed«.

Birgit Cornelsen synes, det er et meget smukt stykke. Hun går hen i skuffen for at finde et andet bånd, og jeg spørger, om de ikke har andet fra 1967. Nej, lyder svaret, inden hun rækker ned i en kasse, der engang har været chokoladeskildpadder i. Hun griber om tre kassetter. 1967, står der på dem alle sammen. Hun er helt chokeret.

»Tak, kone!«, siger Herlev Cornelsen.

»Nej«, svarer hun.

»Tak til ham, der førte min hånd. Tak Orthon«.

Hilsen fra oven
For de er ikke alene.

Nok bliver der færre og færre, som følger Orthons ord, og nok er Herlev og Birgit Cornelsen ikke i kontakt med andre. Men det er hændt flere gange, at de flyvende tallerkener har sendt dem en hilsen.

De havde for eksempel nogle gamle venner, hvor manden havde ødelagt lungerne ved at sprøjte med fluegift. Så han havde ondt og ville så forfærdelig gerne spille kort. Cornelsens tog over og besøgte dem og spillede canasta. Og manden med de ødelagte lunger blev så glad, at han nærmest glemte smerterne.

Derfor begyndte de ganske ofte at tage derhen for at spille. De morede sig så godt.

Vennerne boede på den anden side af togbanen, og en aften var bommene nede. Mens ægteparret Cornelsen ventede på toget, stirrede de mod himlen, og Herlev Cornelsen sagde:

»Ja, herre. Det kunne godt være, vi kunne bruge vores tid anderledes ...«.

Sætningens sidste ord – »end at spille kort« – nåede aldrig over Herlev Cornelsens læber.

Et lys tændte sig på himlen. Som en lommelygte, der lyste mod dem og tonede ud.

»Det var som svar til Herlev og mig«, siger Birgit Cornelsen.

»Det var, som om den sagde: »Spil I bare kort. I gør et menneske glad««.